Tag-arkiv: smerter

Av, sagde hunden…

Undersøgelser viser, at op imod 80 % af ændret adfærd hos hunde (dyr) er smerterelateret. I 1991 foretog Anders Hallgren (svensk hundepsykolog) en videnskabelig undersøgelse af sammenhængen mellem aggressivitet og rygproblemer. Undersøgelsen viste, at det er næsten ligeså almindeligt at hunde har problemer med ryggen, som mennesker. I samarbejde med kiropraktorer, fysioterapeuter  og dyrlæger undersøgte man 400 hunde i en normalpopulation. 63% af disse hunde havde en eller anden slags defekt i bevægeapparatet. Problemet udspringer ofte fra selve ryggen.

Undersøgelsen viste nærmere, at 91% af disse hunde enten trak i linen eller blev rykket tilbage i linen af deres ejere under daglige gåture eller til træning. Disse hunde havde stærke defekter i nakken. Resultatet af denne undersøgelse spredte sig i hele verden, og mange hundetrænere samt hundeklubber ændrede langsomt sine træningsmetoder verden over.

Læs tjeklisten ved adfærdsproblemer her

Hunde viser ikke altid smerter på samme måde som os mennesker. Derfor kan det være svært for os at se en direkte sammenhæng mellem smerter og adfærdsændringer. En gammel myte fortæller os at hunden har en højere smertetærskel, samt at de kan tåle meget mere smerte end os mennesker. Dette er ikke korrekt. Desværre har denne myte især, været årsag til mange nakkelidelser grundet ryk i linerne.

Der kan være mange årsager til smerter og ubalancer. Flere af vores hunde (racer) idag, er avlet således at de bliver født med defekter, sygdomme og lidelser der svækker vores hundes immunforsvar og overlevelsesevner. Det er vigtigt at vi er opmærksomme på dette når vi vælger racer og opdrættere.

Hvordan kan man observere sin hund for at se om der er problemer i eks. bevægeapparatet?

Ofte er det svært at lægge mærke til i hverdagen, især hvis hunden altid har haft nogle “sjove” bevægelser, eller altid gået på en bestemt måde. De fleste hunde fødes nemlig med skævheder i bevægeapparatet. Hvalpen ligesom spædbørn bliver presset og trykket ud i fødselsgangen, og derved kan kimen allerede lægges til en evt. skævhed.

Kig på din hund og hvordan den evt. logrer med halen. Logrer eller bevæger den halen mest til den ene side? Hvordan sidder din hund? sidder den ofte med vægten lænet mest til den ene af siderne, kan dette være et tegn på en ubalance. Hvordan ligger din hund? kan du ikke få den til at dække lige som i en “Løve stilling”? Hvordan går din hund? går den passgang (som en kamel)? eller i 2-spor?

Slikker din hund sig et bestemt sted på kroppen eller på poterne? har du haft den til dyrlægen og kan de ikke finde årsagen? Vil din hund ikke berøres bestemte steder på kroppen? Er din hund langsom med at rejse sig fra en hviletilstand? Har din hund nye eller gamle skader på halen? Er din hund “damp”? søger din hund konstant vilde lege, konflikter m.m? Hvad med ører, tænder, indre organer og kirtler?

Der ligger altid en fysisk eller psykisk årsag til grund for at hunden gør som den gør. Det er derfor altid tilrådeligt at lade sin hund undersøge for sygdomme og smerter, såfremt man oplever at hundens adfærd er “vanskelig” eller “sjov”.

Hvad kan man gøre for at mindske og forebygge ubalancer i eks. bevægeapparatet?

Hvis din hund trækker meget på gåturen, kan du med fordel bruge en sele til din hund. En sele er god at bruge under alle omstændigheder for forebyggelse, især til hvalpe og unghunde. Glatte underlag (gulv, is) er også en hyppig årsag til skader i bevægeapparatet. Glatte gulve kan nemt forebygges med tæpper eller skridsikre måtter der hvor hunden har sin vante gang.

Læs om mine hundes smerter og vores vej til øget velvære og livsglæde her

Observer altid din hund efter leg med andre hunde, eller ved fysisk motion. Ved anden krævende fysisk udfoldelse, (agility, træning, jagt m.m) er det vigtigt at “varme” op inden, samt at “skridte” (ligesom med en hest) af efterfølgende.

Vigtigst af alt, såfremt du har en fornemmelse at der er noget galt, så kontakt den rette dyrlæge, kiropraktor m.m. Tag tiden til at “lytte” til din hund, den fortæller dig nemlig sandheden omkring hvordan den har det.

Mangler du en god kiropraktor til din hund? Kig under links og se på Tove Due eller Lone F. Jørgensen hjemmesider.

Læs artiklen på ekstrabladet.dk her

Artiklen må ikke kopieres eller viderebringes på anden vis uden forhåndstilladelse af forfatteren. Den er beskyttet af Lov om Ophavsret.
Du er dog velkommen at linke til artiklen.

Copyright DogWise v/Betina Sabinsky 2011

 

når hunden er aggressiv

Mange hundejere oplever på et tidspunkt at deres hund udviser en eller flere former for aggressivitet (laver udfald) i forskellige situationer. Det kan være at hunden drastisk har ændret adfærd til det aggressive eller at adfærden er kommet “snigende”. Uanset hvad, hvordan og hvorfor hunden udviser denne adfærd bliver vi mennesker meget frustrerede over denne tilstand, hvilket er helt forståeligt. Hele vores trygge fundament og det billede vi har omkring det at have hund, om hvordan det SKULLE være, krakelerer. Vores daglige omgang med hunden bliver mærkbart ændret, da vores frustration, irritation, vrede, skuffelse, fortvivlelse m.m. nu bliver projekteret over på hunden. Gåturene bliver mindre og bliver måske lagt på tidspunkter hvor man er mere sikker på ikke at møde andre (hvis hunden er aggressiv ovf. andre hunde/mennesker eks.). Denne ændring i bare de daglige gåture kan være til stor belastning og frustration for os selv så vel som hunden.

Vores problem med at hunden er aggressiv får hele vores hverdag til at smuldre, og uanset hvilken form for aggressiv adfærd vores hund udviser, er vi i de pågældende situationer i en konstant alarm-beredskabstilstand. Denne stændige på-vagt adfærd fra vores side belaster hele vores nervesystem og vores omgangstone ovf. hunden og den øvrige del af familien kan blive meget negativt påvirket.

Vi prøver på alt muligt for at ændre situationen tilbage – før den aggressive adfærd. Vi spørger naboer, kollegaer, hundevenner og hundeklubber til råds. Vi søger på nettet el. andet for at se om vi kan løse situationen selv. Desværre kan mange af de råd vi får være forkerte og situationen bliver endnu værre. Det er meget vigtigt at finde årsagen til hvorfor netop din hund er blevet aggressiv, så der kan lægges en konkret trænings- & handlingsplan. En plan med fokus på hvordan dette kan trænes med positiv forstærkning (uden brug af straf).

Mange hundeejere som står i denne fortvivlede situation er tilbøjelige til at bruge straf som træningsform, og dette kan få ødelæggende konsekvenser. Vores straffende adfærd, som derved altid skal gentages i den konkrete aggressive situation, kan mange gange virke positivt forstærkende på os mennesker. Grunden til dette er at vi får afløb for vores egen frustration, (se nederst i artiklen omkring dopamin udskillelse) samt at det måske virkede lige nu og her. Dog er straffen i sig selv ikke på nogen måder med til at løse selve problemet – nemlig årsagen til aggressiveteten! Dvs. at vi i vores søgen på et quick-fix til problemet kan være med til at forstærke (øge sandsynligheden) den egentlige årsag. Dette kan øge muligheden for at den aggressive adfærd også vil vise sig i andre situationer. Dette kan lyde en smule kompliceret og  jeg vil hermed komme med et eksempel;

En hund som viser aggressiv adfærd eks. ovf. cyklister el. joggere.
Ved at bruge straf når hunden laver udfald mod pågældende, vil man “linke” cyklister/joggere med straf (konflikt med ejeren) og forværre selve årsagen. Årsagen fra starten til udfaldet kan jo være at hunden har frygt for cyklister/joggere grundet en ubehagelig oplevelse eller manglende prægning/socialisering. Dvs. at hunden nu, udover at føle frygt, vil prøve at skræmme pågældende væk så den også undgår straffen!  Årsagen kan også være fysisk (vidste du at 80 % af angst/aggressiv adfærd er smerterelateret?).

Har man en hund som stopper udfaldet mds. efter straffen, vil man desværre altid i den samme situation skulle straffe sig ud af det – hver gang! Dvs. at det er som at lægge låg på en simrende gryde. Det betyder at den straffende, er den hæmmende og når andre evt. går med hunden, oplever at adfærden er værre og svær at styre (her koger gryden over). Eks. hvis børnene el. kvinden i familien går med hunden. Brugen af straf kan derfor være med til at mange fejlagtigt tror på at lederskabet udvises af den hæmmende (strafferen), fordi den kan have hurtige synlige resultater (quick-fix).

Ved brug af positiv forstærkning til at træne hunden hen mod den modsatte adfærd af aggressivitet (udfald), får du styrket hundens selvtillid (husk på at aggressiv adfærd kan udspringe fra en angst/frygt adfærd) til at vælge noget andet i situationen og den har ingen konflikter med dig. Dette resulterer i at din kommunikation og dit samarbejde med hunden er baseret på glæde og tillid (hvilket øger jeres positive kontakt). Du får trænet hunden til at forstå at situationen ikke er farlig (og at der ikke er behov for kamp). Dette resulterer i at den heller ikke føler det er “farligt” når andre tager den med på tur, og kan slappe af og nyde det.

Ved brug af positiv forstærkning sker der rent kemisk at belønningsystemet i hjernen aktiveres og du øger dopamin (kroppens lykke- & afhængighedshormon) produktionen. Dopamin styrer hjernens center for belønning. Når dette udløses, får man det godt. Og det motiverer os til at gøre de ting, der udløser dopamin. På den måde er dopaminen grundstammen i et meget stærkt indlæringssystem i vores hjerne. Dvs. hunden vil søge den adfærd som er blevet eller bliver positiv forstærket! Derfor vil mange hunde (og mennesker) også nogle gange søge at bruge en uhensigtsmæssig adfærd (eks. brugen af straf for mennesker), da hunden har fået succes med at “jage noget væk” (hunde, cyklister, joggere, biler, mennesker m.m.). Succesen (dopamin udskillelse) virker stærkere end straffen, derfor er det vigtigt at man fokuserer på den adfærd man ønsker ved at bruge positiv forstærkning – så man øger succesen hos hunden i den hensigtsmæssige adfærd!

Dette forudsætter selvfølgelig at man har udelukket at adfærden ikke er smerterelateret, som er det første vi skal overveje i alle adfærdsændringer hos vores dyr.

Det er derfor vigtigt at man får hjælp til at forstå hundens adfærd, får indsigt i hvordan forstærkninger virker samt hvordan disse kan omdirigeres eller kontrabetinges af professionelle. Det er vigtigt at den professionelle er uddannet i læringspsykologi såvel som hundeadfærd.

Når man bruger udelukkende positiv forstærkning kræver det også at man væbner sig med tålmodighed og ændrer sin tankegang. Dette kan være en udfordring, og der kan specielt i starten være nogle træningsvanskeligheder der skal overkommes. Disse træningsvanskeligheder kræver at man har kontakt til en professionel som kan guide dig igennem hele forløbet. Ved positivt samarbejde og brugen af konfliktløsende træningsmodeller opstår “lederskab” – når hunden frivilligt vælger at se op til dig med logrende hale.

se også “hvad er klikkertræning” og “træn din hund lykkelig med klikkertræning”
eller artikel hos Science daily omkring  forkert opfattelse af dominans samt  aggression/straf

 

Artiklen må ikke kopieres eller viderebringes på anden vis uden forhåndstilladelse af forfatteren. Den er beskyttet af Lov om Ophavsret.
Du er dog velkommen at linke til artiklen.

Copyright DogWise v/Betina Sabinsky 2011


16 hunde blev hjulpet af Tove Due

En super fantastisk dag med kiropraktor/osteopat/dyrlæge Tove Due, at se hende hjælpe hundene med at få løsnet op, nænsomt drejet med forsigtige hænder og skubbet på plads. Der var 16 hunde igennem hele dagen af mange forskellige racer og vi havde fået lov til at opholde os hos RigtigHundemad i Greve v/Lene Friis – tak Lene!

Flere af hundene trænger til 1 eller 2 opfølgende behandlinger, derfor arrangerer jeg endnu et arrangement med Tove Due d. 23 maj 2011. Læs mere om Tove Due her inde på min blog eller på hendes hjemmeside under links.

Alle hundene har deres historie omkring hvorfor de har behov for en behandling, men det er dog desværre mere almindeligt at op imod 60-80 % af vores hunde går rundt med store eller små problematikker i deres bevægeapp. De største skader er i hundens halshvirvel som stammer fra halsbåndet (træk i halsbånd), disse skader er ret alvorlige og kan give store problemer for hunden i både nakke, rygsøjle ned til hofter og ben. Disse skader opstår ved eks. ryk i linen når hunden ikke går pænt eller ved brug af kvælerhalsbånd. Brug af sele kan afhjælpe dette, det er dog vigtigt at selen sider rigtigt og kan indstilles på alle led og kanter. Det er derfor vigtigt at man lærer sin hund at gå pænt i snor allerede fra hvalp af.  Nogle skader er opstået allerede fra hvalp af (forkert håndtering/voldsom leg m.m.) og nogle skader kan opstå når hundene leger generelt og løber omkring. Hold derfor øje med din hund hver dag om hvordan du syntes at den går og bevæger sig kropsligt, de fleste ubalancer i bevægeapp. og muskler kan afhjælpes af en dygtig dyrekiropraktor/massør.

Lidt billeder fra dagen 🙂