Tag-arkiv: ryk i linen

Gå pænt i snor

Har du en hund der trækker på gåturen? Udover at det er frygteligt irriterende og frustrerende at blive trukket afsted, så giver det både dig selv og især din hund ødelæggende skader i bevægeapparatet.

Skjoldbruskkirtelen bliver udsat for et tryk og pres som kan give ubalancer i hundens stofskifte. Symptomer som aggressivitet, frygt og angst, sløvhed, hud og pelsforandringer, rastløshed, allergi, hyperventilation, manglende fokus, depression, og passivitet kan være en følge af en skjoldbruskkirtel der er i ubalance.

Flere nerver bliver beskadiget omkring hals og nakke. Jo højere oppe, jo mere yderligere ligger de. Bag ørene er de helt ubeskyttede. Trigenimus er ansigtets følenerve som i kraniet deler sig i tre forgreninger. Disse forgreninger træder ud gennem hundens pande, kind og underkæbe. Pres på denne nerve medfører stærke brændende og skærende smerter i ansigtet. Vagusnerven er kroppens længste hjernenerve og sidder fremme på halsen. Den påvirker hjerte, lunger, mavesæk og tarme. Et konstant tryk på Vagusnerven kan få hunden til at kollapse.

Hundens nakkehvirvler er meget udsatte og bliver beskadiget ved brug af halsbånd. Ryk eller træk i linen giver stærke smerter i nakke, hoved og ned langs ryglinien. Sørg derfor for at din hund ikke udsættes for ryk og træk i halsbåndet ved at købe en god sele, det fjerner alt ubehageligt pres på de følsomme steder.

6 trin til at lære din hund gå pænt i snor:

  1. stop altid op når din hund trækker, din hund må ikke “belønnes” med at komme fremad i et træk.
  2. vent til hunden slækker en smule på linen, sig mds. dygtig og giv en godbid henne ved dig – dette gentages kun 3-4 gange.
  3. når din hund efter trin 2 igen trækker, så vent denne gang med at rose indtil I har gået 1-2 skridt sammen uden træk – beløn altid med godbidden henne ved dig.
  4. ros og beløn dernæst hvert 2 skridt kontinuerligt som I kan gå sammen uden træk. Skulle din hund trække igen – gentag processen fra trin 3 til 4 indtil du kan øge dine skridt.
  5. øg kravet når din hund forstår processen med 3-4 skridt inden du roser og belønner. Husk altid at belønne for hvert 3-4 skridt I går sammen uden træk, det er vigtigt!
  6. dernæst øger du skridtantal – men kun efter mange ganges repetitioner i samme trin indtil hunden forstår processen.

Dette tager tid, da både dig og din hund har mange års uvaner. Træk i linen kan også være stressrelateret, og du kan med fordel søge professionel hjælp med din positive træning.

Der findes også Gå pænt kurser du kan melde dig og din hund til med stor fordel. God træning 🙂

Læs hele artiklen hos ekstrabladet.dk

Artiklen må ikke kopieres eller viderebringes på anden vis uden forhåndstilladelse af forfatteren. Den er beskyttet af Lov om Ophavsret.
Du er dog velkommen at linke til artiklen.

Copyright DogWise v/Betina Sabinsky 2012

Av, sagde hunden…

Undersøgelser viser, at op imod 80 % af ændret adfærd hos hunde (dyr) er smerterelateret. I 1991 foretog Anders Hallgren (svensk hundepsykolog) en videnskabelig undersøgelse af sammenhængen mellem aggressivitet og rygproblemer. Undersøgelsen viste, at det er næsten ligeså almindeligt at hunde har problemer med ryggen, som mennesker. I samarbejde med kiropraktorer, fysioterapeuter  og dyrlæger undersøgte man 400 hunde i en normalpopulation. 63% af disse hunde havde en eller anden slags defekt i bevægeapparatet. Problemet udspringer ofte fra selve ryggen.

Undersøgelsen viste nærmere, at 91% af disse hunde enten trak i linen eller blev rykket tilbage i linen af deres ejere under daglige gåture eller til træning. Disse hunde havde stærke defekter i nakken. Resultatet af denne undersøgelse spredte sig i hele verden, og mange hundetrænere samt hundeklubber ændrede langsomt sine træningsmetoder verden over.

Læs tjeklisten ved adfærdsproblemer her

Hunde viser ikke altid smerter på samme måde som os mennesker. Derfor kan det være svært for os at se en direkte sammenhæng mellem smerter og adfærdsændringer. En gammel myte fortæller os at hunden har en højere smertetærskel, samt at de kan tåle meget mere smerte end os mennesker. Dette er ikke korrekt. Desværre har denne myte især, været årsag til mange nakkelidelser grundet ryk i linerne.

Der kan være mange årsager til smerter og ubalancer. Flere af vores hunde (racer) idag, er avlet således at de bliver født med defekter, sygdomme og lidelser der svækker vores hundes immunforsvar og overlevelsesevner. Det er vigtigt at vi er opmærksomme på dette når vi vælger racer og opdrættere.

Hvordan kan man observere sin hund for at se om der er problemer i eks. bevægeapparatet?

Ofte er det svært at lægge mærke til i hverdagen, især hvis hunden altid har haft nogle “sjove” bevægelser, eller altid gået på en bestemt måde. De fleste hunde fødes nemlig med skævheder i bevægeapparatet. Hvalpen ligesom spædbørn bliver presset og trykket ud i fødselsgangen, og derved kan kimen allerede lægges til en evt. skævhed.

Kig på din hund og hvordan den evt. logrer med halen. Logrer eller bevæger den halen mest til den ene side? Hvordan sidder din hund? sidder den ofte med vægten lænet mest til den ene af siderne, kan dette være et tegn på en ubalance. Hvordan ligger din hund? kan du ikke få den til at dække lige som i en “Løve stilling”? Hvordan går din hund? går den passgang (som en kamel)? eller i 2-spor?

Slikker din hund sig et bestemt sted på kroppen eller på poterne? har du haft den til dyrlægen og kan de ikke finde årsagen? Vil din hund ikke berøres bestemte steder på kroppen? Er din hund langsom med at rejse sig fra en hviletilstand? Har din hund nye eller gamle skader på halen? Er din hund “damp”? søger din hund konstant vilde lege, konflikter m.m? Hvad med ører, tænder, indre organer og kirtler?

Der ligger altid en fysisk eller psykisk årsag til grund for at hunden gør som den gør. Det er derfor altid tilrådeligt at lade sin hund undersøge for sygdomme og smerter, såfremt man oplever at hundens adfærd er “vanskelig” eller “sjov”.

Hvad kan man gøre for at mindske og forebygge ubalancer i eks. bevægeapparatet?

Hvis din hund trækker meget på gåturen, kan du med fordel bruge en sele til din hund. En sele er god at bruge under alle omstændigheder for forebyggelse, især til hvalpe og unghunde. Glatte underlag (gulv, is) er også en hyppig årsag til skader i bevægeapparatet. Glatte gulve kan nemt forebygges med tæpper eller skridsikre måtter der hvor hunden har sin vante gang.

Læs om mine hundes smerter og vores vej til øget velvære og livsglæde her

Observer altid din hund efter leg med andre hunde, eller ved fysisk motion. Ved anden krævende fysisk udfoldelse, (agility, træning, jagt m.m) er det vigtigt at “varme” op inden, samt at “skridte” (ligesom med en hest) af efterfølgende.

Vigtigst af alt, såfremt du har en fornemmelse at der er noget galt, så kontakt den rette dyrlæge, kiropraktor m.m. Tag tiden til at “lytte” til din hund, den fortæller dig nemlig sandheden omkring hvordan den har det.

Mangler du en god kiropraktor til din hund? Kig under links og se på Tove Due eller Lone F. Jørgensen hjemmesider.

Læs artiklen på ekstrabladet.dk her

Artiklen må ikke kopieres eller viderebringes på anden vis uden forhåndstilladelse af forfatteren. Den er beskyttet af Lov om Ophavsret.
Du er dog velkommen at linke til artiklen.

Copyright DogWise v/Betina Sabinsky 2011