Tag-arkiv: race

Hund nr. 2

Går du i overvejelser omkring hundeforøgelse i familien? En lille ny hvalp som vil give et frisk pust, og så har den “gamle hund” samtidig en at lege med? De ville jo kunne få fornøjelsen af hinanden, og den “gamle” opdrager jo på den nye. – Nej det bliver ikke noget problem, eller?

Der er mange grunde til, at man godt kunne tænke sig en hund mere i familien. Der er dog nogle ting som er gode at overveje inden ideen realiseres, for at de to hunde i fremtiden vil få glæde af hinanden.

Hvilken race/blanding og individ ville passe godt sammen med den nuværende hund derhjemme? Hvilket køn ville være bedst? Hvor stor en aldersforskel er der hundene imellem? Det praktiske i dagligdagen omkring to hunde, der i lang tid vil have vidt forskelige behov?

Først og fremmest er det vigtigt at matche den hund man har i forvejen med en ny hund. Kig på din hund først. Er den en meget blid og følsom hund, rolig, aktiv, opfarende, fuld af gå-på mod og nysgerrig, eller er din hund usikker og bange? Hvis du har en usikker og bange hund, er det en god ide at vælge en hvalp, der er selvsikker og har masser af gå-på mod. Dette for at undgå at den voksne hunds usikkerhed smitter for meget af på hvalpen. Mange hundeejere vælger nogle gange at købe en hund nr. 2 som selskab for den voksne hund,- især hvis den voksne hund har “alene-hjemme”-problemer. Nogle gange vil dette lykkes, hvis man har fundet det rigtige match. I langt de fleste tilfælde vil den voksne hunds adfærd dog smitte af på den lille hvalp, og lige pludselig står man i stedet med to hunde, som begge har “alene-hjemme”-problemer.

Har man en hanhund, er det vigtigt at overveje hvilket køn den nye hvalp skal have. Hvis man ønsker en af hvert køn skal man tage stilling til om en af hundene skal neutraliseres, eller om hanhunden evt. bliver passet ude i tævens løbetider. I nogle tilfælde vil hanhunden være påvirket af tævens løbetid i mellem tre og fire uger. Tæverne er normalt i løbetid to gange om året.

Aldersforskellen har også meget at sige. Er din hund over 8-10 år (afhængig af race/blanding), kan en lille hvalp for nogle hunde være alt for meget. Den ældre hund kan blive frustreret og få stress symptomer.

Få tips til hvordan kan du være med til at knytte bånd mellem dine 2 hunde

To hunde giver dobbelt glæde, men til tider også dobbelt arbejde. Især i den første tid hvor alderforskellen er stor, og hver hund har helt forskellige behov. Den voksne hund har stadig behov for sine daglige gåture og aktivering/stimulering. Den lille hvalp har behov for mange flere men korte, daglige gåture. Hvalpens bevægeapparat vil lide overlast ved lange gåture, og hvalpen har behov for at fordøje alle de nye indtryk meget langsomt for ikke at blive frustreret.

Læs mere om hvalpens hverdag her

Undervejs i deres liv kan det være nyttigt og til tider nødvendigt at stimulere, aktivere og træne hundene seperat. Især den yngre har behov for at opleve verden uden den ældres tilstedeværelse. En dag vil den ældre hund ikke være der længere. Udover afsavn og sorg, kan det yderligere være et stort chock for den yngre lige pludselig at være “helt alene” uden sin trygge livskammerat. Flere hundeejere oplever, at den ene hund ændrer fuldstændig adfærd, når den anden dør. Fra at være en hund med nysgerrighed og gå-på mod, ændres hundens adfærd til usikkerhed og forøget angst/frygt.

Flere hunde i flokken giver både glæder og bekymringer, men med en grundig forberedelse får du forhåbentlig  flere glæder end bekymringer.

Læs artiklen på ekstrabladet.dk her

Artiklen må ikke kopieres eller viderebringes på anden vis uden forhåndstilladelse af forfatteren. Den er beskyttet af Lov om Ophavsret.
Du er dog velkommen at linke til artiklen.

Copyright DogWise v/Betina Sabinsky 2012

tjekliste ved adfærdsproblemer

Hvis din hund begynder at udvise en adfærd som afviger fra normalen, så start med at tjekke følgende punkter;

  • fysiske ubalancer/smerter
    din hund kan nemt komme til skade i sit bevægeapparat under leg, løb på is/sne/glatte gulve eller ved direkte pådragelse af fysiske skader (påkørsel af cykel, bil m.m.). Den kan have haft en mindre skade som helt lille (allerede fra hvalpestadiet eller fødslen), som nu er blevet værre med tiden og giver daglige smerter. Ører og tænder kan være påvirket, parasitinfektioner/orm, indre organ eller kirtel ubalancer m.m. Mange flere hunde end man tror har problemer med stofskiftet og dette kan påvirke adfærden markant. Læs evt. mere om hundens/kattens bevægeapparat hos Tove Due som er kiropraktor/osteopat og dyrlæge her www.tovedue.dk
  • chock/trauma
    er din hund blevet udsat for en traumatisk oplevelse? er den blevet overfaldet af andre hunde? er der nogle mennesker som har været truende eller direkte påført din hund en negativ oplevelse?
  • manglende prægning/socialisering
    mangler din hund erindringsbilleder i forhold til den opgave eller situation den står i? Når hvalpen er 16 uger gammel så har den dannet sig alle de erindringsbilleder som den skal bruge resten af livet i forskellige situationer. Hvis hunden er dårligt præget/socialiseret eller ingen prægning/socialisering har, vil den reagere med angst/frygt/aggressivitet.
  • understimulering/overstimulering
    forkert stimulering (fysisk og mental) er nok en af de største årsager til adfærdsproblemer. Både for lidt og for meget kan give frustration og stress, det er vigtigt at der er balance i den både fysisk og mentale i forhold til det din hund/race har behov for. Stress i denne kategori kan udløse tomgangshandlinger samt stereotyp adfærd.
  • frustration/stress
    I alle de 4 overstående punkter vil resultatet i sig selv være frustration og stress. Dog kan stress både være positiv og negativ, da det lærer individet at handle på og i situationen den befinder sig i. Det bliver først kritisk når man ikke kan handle på følelsen eller undgå situationen der gør en stresset. Eksempler på årsag til stress; arv, manglende socialisering, over- understimulering, fysiske forhold, vores forventninger, inkonsekvent behandling, straf, forandringer i miljøet (skilsmisse, flytning, ny hund/familiemedlem, konflikter i familien m.m.).

Læs også artiklen av, sagde hunden

Artiklen må ikke kopieres eller viderebringes på anden vis uden forhåndstilladelse af forfatteren. Den er beskyttet af Lov om Ophavsret.
Du er dog velkommen at linke til artiklen.

Copyright DogWise v/Betina Sabinsky 2011

 

hvilken race eller blanding?

Når vi mennesker vælger en hund, så vælger vi oftest ud fra hundens ydre. Vi vælger det udseende som appellerer mest til os, det udseende som vækker vores følelser af omsorg og kærlighed. Ofte glemmer vi at “kigge” under overfladen, og det kan i mange tilfælde give alvorlige adfærdsproblemer der kan få katastrofale konsekvenser, både for hund og mennesker.

Mine hunde er af racen Berger Picard - læs mere om dem ved at klikke på billedet

Der findes idag ca. 400 forskellige racer på verdensplan der er anerkendte af FCI, Den internationale sammenslutning af nationale kennelklubber. Herudover findes der mange hunde som i dag bevidst blandes af 2 eksisterende racer, et såkaldt “smart” design. Flere af disse typer af bevidste blandinger  bliver mere og mere populære, som eks. labradoodle (bl. af labrador og puddel).

Alle racer eller blandinger har egenskaber som har fordele og ulemper for os mennesker. Det der for en familie kan være en fordel i én race, kan for en anden familie være en decideret ulempe, og kan derved bringe store frustrationer med sig i hverdagen. Derfor er det meget vigtigt at vide noget omkring den specifikke race man vælger, hvad er hundens racespecifikke egenskaber? Har man eks. forelsket sig i en jagthund og ikke påtænker at stimulere hundens behov i den retning, elle, så er det højst sandsynligt at den kan udvise en frustration og stress på længere sigt. Frustration og stress er årsag til mange adfærdsproblemer.

Hvert år bliver ca.15.000 hunde aflivet grundet adfærdsproblemer. Der kan være flere årsager til at hunden udviser en adfærd der volder os problemer. Den største årsag er dog vores manglende viden omkring hundens egenskaber og instinkter, når vi vælger en hund.

Vælger man eks. en vogterhund (en race som er avlet til at vogte og forsvare flokken mod tyve og rovdyr), så ligger det i hundens natur at være modig, selvstændig og ikke være bange. Den vogter derfor familien skarpt til tider. Vogterhunden kan bidmarkere uden at give den samme mængde af synlige advarselsignaler først, som nogle andre racer ville gøre. Dette er faktisk ikke et decideret adfærdproblem, men en normal adfærd som udvises af gennemsnittet hos denne (og andre) race! Dog kan den adfærd volde problemer for os i hverdagen. Du kan læse mere om mine egne erfaringer med mine hunde

Vælger du en blandingshund er det også her vigtigt at vide hvilke racer hunden er en blanding af (hvis det dog er muligt). Kender du hundens race eller blandinger heraf, kan du bedre forudsige hvilke krav det vil stille til dig som hundeejer i hverdagen. Du kan derved bedre opfylde din hunds stimuleringsbehov og forstå dens adfærd.

Uanset race eller blanding kan hundens adfærd gå hen og blive “for meget” (kvantitativt) samt “for lidt” (kvalitativt) i forhold til normalen, og det er her vi taler om egentlige adfærdsproblemer.

Dette kan forebygges gennem vores bevidste valg af hund (race eller blanding). Chancerne for at træffe det rette valg er naturligvis strørre når vi kender racens stimulerings-  og aktiveringsbehov (mentalt som fysisk), har forståelse for hundens adfærd, og har kendskab til evt. racespecifikke træningsbehov.
Skulle valget falde på eks. en jagthund, og man ikke ønsker at gå på jagt, så er det vigtigt at man kompenserer i form af anden træning som tilsvarende giver samme tilfredstillende stimulering. Få tips til hvordan du kan være med til at øge din hunds daglig mental stimulering i form af søgeøvelser

Det er også vigtigt at pointere, at der er andre væsentlige faktorer, der kan skabe adfærdsproblemer. Jeg har lavet en tjekliste til dig på nogle af de vigtigste punkter, der er medvirkende eller direkte årsag til adfærdsændringer. Se listen her

Vælg gerne med hjertet, men hav hovedet med 🙂

Læs artiklen på ekstrabladet.dk

Artiklen må ikke kopieres eller viderebringes på anden vis uden forhåndstilladelse af forfatteren. Den er beskyttet af Lov om Ophavsret.
Du er dog velkommen at linke til artiklen.

Copyright DogWise v/Betina Sabinsky 2011