Tag-arkiv: ny hvalp

Hund nr. 2

Går du i overvejelser omkring hundeforøgelse i familien? En lille ny hvalp som vil give et frisk pust, og så har den “gamle hund” samtidig en at lege med? De ville jo kunne få fornøjelsen af hinanden, og den “gamle” opdrager jo på den nye. – Nej det bliver ikke noget problem, eller?

Der er mange grunde til, at man godt kunne tænke sig en hund mere i familien. Der er dog nogle ting som er gode at overveje inden ideen realiseres, for at de to hunde i fremtiden vil få glæde af hinanden.

Hvilken race/blanding og individ ville passe godt sammen med den nuværende hund derhjemme? Hvilket køn ville være bedst? Hvor stor en aldersforskel er der hundene imellem? Det praktiske i dagligdagen omkring to hunde, der i lang tid vil have vidt forskelige behov?

Først og fremmest er det vigtigt at matche den hund man har i forvejen med en ny hund. Kig på din hund først. Er den en meget blid og følsom hund, rolig, aktiv, opfarende, fuld af gå-på mod og nysgerrig, eller er din hund usikker og bange? Hvis du har en usikker og bange hund, er det en god ide at vælge en hvalp, der er selvsikker og har masser af gå-på mod. Dette for at undgå at den voksne hunds usikkerhed smitter for meget af på hvalpen. Mange hundeejere vælger nogle gange at købe en hund nr. 2 som selskab for den voksne hund,- især hvis den voksne hund har “alene-hjemme”-problemer. Nogle gange vil dette lykkes, hvis man har fundet det rigtige match. I langt de fleste tilfælde vil den voksne hunds adfærd dog smitte af på den lille hvalp, og lige pludselig står man i stedet med to hunde, som begge har “alene-hjemme”-problemer.

Har man en hanhund, er det vigtigt at overveje hvilket køn den nye hvalp skal have. Hvis man ønsker en af hvert køn skal man tage stilling til om en af hundene skal neutraliseres, eller om hanhunden evt. bliver passet ude i tævens løbetider. I nogle tilfælde vil hanhunden være påvirket af tævens løbetid i mellem tre og fire uger. Tæverne er normalt i løbetid to gange om året.

Aldersforskellen har også meget at sige. Er din hund over 8-10 år (afhængig af race/blanding), kan en lille hvalp for nogle hunde være alt for meget. Den ældre hund kan blive frustreret og få stress symptomer.

Få tips til hvordan kan du være med til at knytte bånd mellem dine 2 hunde

To hunde giver dobbelt glæde, men til tider også dobbelt arbejde. Især i den første tid hvor alderforskellen er stor, og hver hund har helt forskellige behov. Den voksne hund har stadig behov for sine daglige gåture og aktivering/stimulering. Den lille hvalp har behov for mange flere men korte, daglige gåture. Hvalpens bevægeapparat vil lide overlast ved lange gåture, og hvalpen har behov for at fordøje alle de nye indtryk meget langsomt for ikke at blive frustreret.

Læs mere om hvalpens hverdag her

Undervejs i deres liv kan det være nyttigt og til tider nødvendigt at stimulere, aktivere og træne hundene seperat. Især den yngre har behov for at opleve verden uden den ældres tilstedeværelse. En dag vil den ældre hund ikke være der længere. Udover afsavn og sorg, kan det yderligere være et stort chock for den yngre lige pludselig at være “helt alene” uden sin trygge livskammerat. Flere hundeejere oplever, at den ene hund ændrer fuldstændig adfærd, når den anden dør. Fra at være en hund med nysgerrighed og gå-på mod, ændres hundens adfærd til usikkerhed og forøget angst/frygt.

Flere hunde i flokken giver både glæder og bekymringer, men med en grundig forberedelse får du forhåbentlig  flere glæder end bekymringer.

Læs artiklen på ekstrabladet.dk her

Artiklen må ikke kopieres eller viderebringes på anden vis uden forhåndstilladelse af forfatteren. Den er beskyttet af Lov om Ophavsret.
Du er dog velkommen at linke til artiklen.

Copyright DogWise v/Betina Sabinsky 2012

10 gode råd omkring hvalp i hjemmet

Planlægningen og den første tid med hvalpen

  • planlæg gerne mellem 2-3 ugers ferie, så du har god tid til din hvalp
  • brug meget tid sammen med din hvalp
  • leg med din hvalp i korte sekvenser ad gangen
  • sørg for at den kommer ud og tisse hver gang den har spist, drukket, sovet eller leget
  • gå flere små korte ture om dagen
  • gå tur i din hvalps tempo – langsomt
  • lad din hvalp opleve nye miljøer i langsom tilvænning
  • hav mange stille stunder hvor du langsomt stryger din hvalp til ro (bedst når den iforvejen er træt)
  • hvis din hvalp gør noget du ikke vil have – brug afledning eller ignorering!
  • træn din hvalp i korte sekvenser til at være alene, øg kravene langsomt.

Dette var 10 råd og der er mange mange flere, det var dog dem som er på min top 10. Hvalpe kan jo også være helt ustyrlige og det kan til tider være svært at bevare tålmodigheden. Men hvis du bevarer tålmodigheden, så er jeg sikker på du aldrig vil fortryde det 🙂